Tænk på et robust plankebord. Det har stået i mange hjem gennem hundredvis af år, fra gamle bondegårde til nutidens huse. Bordene har skiftet udseende med tiden, men deres sjæl er den samme: stærkt træ sat sammen med håndværk. I starten var plankeborde bare noget, man brugte i hverdagen. De skulle kunne holde til hårdt arbejde i køkkenet eller værkstedet. Men nu finder vi dem i flotte stuer og på kontorer. 

Plankeborde er gået fra at være almindelige møbler til at være noget særligt, som folk gerne vil have. Deres rå og naturlige look passer godt ind i mange forskellige hjem. Vi skal se på, hvordan plankeborde har ændret sig gennem årene. Fra enkle borde på landet til de mange forskellige slags, vi kan købe i dag. Bordene fortæller en historie om, hvordan vi bor, og hvad vi synes er flot.

Fra bondegård til dagligstue – Plankebordets rødder

Plankeborde blev født af ren brug i gamle dage. På gårdene lavede man borde af de træer, der voksede i nærheden. Eg, fyr og bøg var mest brugt, for de var stærke og kunne holde længe. Bonden eller den lokale snedker lavede bordene med simple værktøjer. De savede planker ud af træstammer og satte dem sammen med træpløkke eller jernnagler. En hurtig søgning på netter på plankebord eg, viser tydeligt hvor populære denne bordtype er. Se bare på nogle af de store butikker som Ilva, Nordisk Planke, Ikea eller Møbelkompaniet.

Disse gamle borde havde tit mærker fra dagligdagen. Skæremærker fra mad, pletter fra spildt væske og ridser fra værktøj fortalte bordets historie. Mange familier brugte det samme bord i flere slægtled.

I 1800-tallet begyndte folk at se anderledes på plankeborde. De blev ikke kun brugt i køkkener og på værksteder, men også i stuer. Nogle borde fik finere ben og kanter. Men det rå look blev bevaret, for det mindede folk om gamle dage og livet på landet. Folk begyndte at tænke, at ting med historie var mere værd end nye ting. Det gav plankebordene en helt ny plads i hjemmet.

I byerne satte håndværkere deres eget præg på bordene. De brugte nye værktøjer til at lave pænere samlinger og glattere overflader. Nogle borde fik mønstre skåret ind i kanterne eller benene. Men det var stadig vigtigt, at man kunne se, at bordet var lavet af rigtige planker. Det var den ægte vare, ikke noget, der bare lignede træ. Folk ville have noget, der var ægte og kunne holde i mange år.

Læs også – Overvejelser ved køb af plankebord

Plankebordets optur i midten af 1900-tallet

Efter anden verdenskrig ændrede vores syn på møbler sig meget. Folk flyttede fra landet ind til byerne, og mange gamle traditioner blev glemt. Store fabrikker begyndte at lave billige møbler, som alle havde råd til. Pludselig skulle alt være nyt og moderne, og mange smed deres gamle plankeborde ud eller gemte dem væk på loftet. Det var en svær tid for det gamle håndværk, og mange snedkere måtte finde andet arbejde. Fabrikkerne kunne lave borde meget hurtigere og billigere, end en snedker kunne. De nye borde var ofte lavet af spånplader med et tyndt lag finer uden på, så de lignede rigtige træborde. Men de kunne ikke holde så længe som de ægte plankeborde, og de havde ikke samme tyngde og følelse. Folk troede, at fremskridt betød at få alt til at se ens ud, og mange hjem begyndte at ligne hinanden.

Men ikke alle fulgte med strømmen. Nogle få holdt fast i de gamle plankeborde, især på landet og i sommerhuse. Her passede de rustikke borde godt ind, og folk kunne lide, at de kunne tåle hårdt brug uden at se slidte ud. Tværtimod blev plankebordene ofte flottere med alderen, når træet fik patina og blev mørkere.

I 1960’erne og 70’erne kom der en ny interesse for gamle ting og håndværk. Unge mennesker begyndte at gå på loppemarkeder for at finde gamle møbler. De kunne godt lide tanken om at genbruge ting i stedet for altid at købe nyt. Pludselig var plankeborde ikke bare gamle møbler, men noget særligt som fortalte en historie. De passede godt ind i tidens nye boligstil, hvor man blandede nyt og gammelt. Et råt plankebord kunne stå smukt sammen med en moderne sofa eller stol.

Snedkere, som stadig kunne det gamle håndværk, begyndte igen at få opgaver med at lave og reparere plankeborde. De lærte fra sig til unge, som ville lære at arbejde med træ på den gamle måde. Langsomt kom håndværket tilbage, og folk forstod igen værdien af et bord, der var lavet for at holde i flere menneskealdre.

Plankeborde i 80’erne og 90’erne – Mellem tradition og nytænkning

I 1980’erne skete der noget nyt med plankebordene. Folk begyndte at blande gammelt og nyt på helt andre måder end før. Et tungt, gammelt plankebord kunne nu stå i et ellers helt moderne hjem med hvide vægge og enkle møbler. Bordet blev det, man kaldte et “statement piece” – altså noget, der skilte sig ud og trak opmærksomhed. Designere opdagede, at et rustikt bord skabte en god kontrast i et ellers strømlinet hjem. Det gav varme og liv til rum, der ellers kunne virke kolde. Denne idé med at blande stilarter blev meget populær, og pludselig var der mange, der ledte efter gamle plankeborde på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Priserne begyndte at stige, for nu var der kamp om de gamle borde, som før havde stået og samlet støv på lofter og i lader.

Samtidig begyndte nogle snedkere og møbelfabrikker at lave nye plankeborde, der så gamle ud. De brugte teknikker til at få træet til at virke slidt og vejrbidt, selvom det var helt nyt.

I 1990’erne kom der endnu flere måder at lave plankeborde på. Nu kunne man få borde med stålben og en bordplade af grove planker. Det var en blanding af industrielt design og naturmaterialer, som mange syntes om. Andre foretrak at male deres plankeborde i lyse farver, men slibe kanterne, så det gamle træ tittede frem. Det gav et shabby chic-look, som var meget moderne.

På landet holdt man fast i de mere traditionelle plankeborde, ofte i egetræ med simple, tunge ben. Her var bordene stadig møbler, der skulle bruges hver dag og holde i generationer. Folk på landet lo nogle gange af byboere, der betalte mange penge for et gammelt bord, som lignede det, de selv havde stående i deres bryggers.

Bordets sjæl i træets årer – Plankebordets rejse gennem generationer

Plankeborde har gået en lang vej fra bondens køkken til vores moderne hjem. De har overlevet tider, hvor alt skulle være nyt og ensartet, og er kommet stærkere tilbage. Det viser, at nogle ting er så gode, at de aldrig går af mode. Et ægte plankebord er mere end bare et sted at spise. Det er et midtpunkt i hjemmet, hvor folk samles, snakker og deler måltider.

I fremtiden vil vi nok se endnu flere måder at bruge plankeborde på. Måske bliver de endnu mere miljøvenlige, lavet af træ fra bæredygtige skove eller af gamle møbler, der får nyt liv. Teknologi og gamle håndværk vil mødes på nye måder.

Men uanset hvordan plankebordene udvikler sig, vil de stadig have den samme kraft til at skabe hygge og sammenhold. Det er nok derfor, vi bliver ved med at vende tilbage til dem. I en verden, hvor meget går så stærkt, er det rart med noget, der holder. Noget, der får os til at føle os forbundet med fortiden og med naturen. Et plankebord er ikke bare et bord – det er et stykke levende historie, der bliver en del af vores egen historie.